Ny verdensrekord i Asteroids

28 år gammel rekord slået
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2010-04-07

John McAllister fra Seattle har sat ny verdensrekord i den gamle arkadeklassiker Asteroids. Den nye rekord lyder på 41.338.740 point, hvilket kun er lidt over 2.000 point mere end den hidtidige rekord, der blev sat i 1982.

Det tog i alt 58 timer for den 41-årige låsesmed at gennemføre rekordforsøget. McAllister holdt flere pauser undervejs, for blandt andet at spise og gøre andre ting, mens spillet lystigt kørte videre. Undervejs optjente han nemlig så mange ekstraliv, at han roligt kunne forlade maskinen i flere minutter ad gangen, uden at bekymre sig om at få Game Over.

Video af rekordforsøget er nu indsendt til Twin Galaxies, der holder styr på den slags verdensrekorder. Det forventes at tage cirka to måneder for Twin Galaxies at gennemgå og godkende den nye rekord.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage