Activision har lagt sag an mod de to tidligere Infinity Ward-topfolk, Jason West og Vince Zampella. Sagsanlægget kommer som modsvar til de to Call of Duty: Modern Warfare 2-udvikleres søgsmål mod udgiveren.
I sagsakterne anklager Activision de to for at ligge i forhandlinger med en unavngiven konkurrent (læs: Electronic Arts), og for at have "forsøgt at kapre Activisions aktiver med egen gevinst for øje".
Activision anklager endvidere de to for bevidst at forhindre Activision i at udbetale royalties for Call of Duty: Modern Warfare 2, for at sprede utilfredshed blandt Infinity Ward-ansatte, så West og Zampella lettere kunne hyre dem når de havde forladt IW for at starte et nyt udviklerstudie.
West og Zampellas advokat kalder anklagerne fra Activision for "falske og vanvittige".