Ubisoft forklarer den nye Fisher

Det nye snigeri i Splinter Cell: Conviction
Tekst: Lee West
Publiceret 2010-04-14

Du kan stadig læse Nikolajs anmeldelse af Sam Fishers snigereventyr her på forsiden af Gamereactor. Og som du nok har bemærket, hvis du allerede har gjort dette, så er Sam Fisher en noget mere heftig herre i denne omgang. Snigeriet er ikke glemt, men det er en anelse anderledes.

Det engelske magasin Edge har nu taget en snak med Ubisoft Montreals Max Beland om årsagen til dette. Svaret vil næppe overraske de brugere, der har skreget sig hæse med kommentarer om mainstream-tilpasninger.

Da Beland i januar 2008 slog sig sammen med holdet om at arbejde videre på Splinter Cell: Conviction, havde de vanen tro rundspørger blandt testerne, for at høre deres meninger om spillet. Og det tydelige svar der gik igen var: James Bond og Jason Bourne sidder ikke stille i evigheder og venter på at snigmyrde. De gør det hurtigere, mere elegant og eksekverer gerne flere ad gangen. Så hvorfor skal Sam Fisher være så langsom?

Holdet valgte derfor med Belands ord "at gøre ti mennesker glade fremfor to, der godt kan lide at sidde i skyggerne og justere kameraet, mens de lærer modstanderens træk at kende".

Splinter Cell: Conviction er stadig snigeri, men i en friskere og mere moderne udgave. Vi glæder os til at høre, om I kan lide det.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage