Tre forskellige folk har stået i spidsen for de tre God of War-spil, og selvom det var Stig Asmussen, der afgjorde hvordan serien skulle slutte, så havde God of War-skaber David Jaffe sine egne ideer til slutningen.
Ifølge Asmussen var David Jaffes ide at lade Kratos fortsætte videre til den nordiske mytologi, efter at have udrenset den græske. Således skulle Kratos blive en slags dødens budbringer for mytologier verden over, og serien kunne fortsætte på den måde.
Jaffe har dog selv kommenteret den udlægning via Twitter, og skriver at hans ide til historien slet ikke var så simpel. Ganske vist skulle den nordiske mytologi indgå, men det ville stikke meget dybere end det.
En anden ide, som Asmussen krediterer God of War II-instruktøren Cory Barlog for, var at Kratos i sidste ende skulle blive til Døden selv, og hans sværd blive til leer. På Twitter skriver Jaffe dog, at selvom han elsker Barlog, så var den ide altså også hans, og der igen var mange flere facetter i den, end Asmussen giver indtryk af. Jaffe siger dog at det er op til Sony at afsløre detaljerne.