Seriemorder-thrilleren Heavy Rain er på vej mod det store lærred. Udvikleren Quantic Dreams har i samarbejde med CAA bortauktioneret rettighederne til at filmatisere det succesfulde spil, og den auktion er netop blevet afsluttet.
Vinderen blev Unique Features, et nyt filmstudie grundlagt af Bob Shaye og Michael Lynne. De to herrer grundlagde i sin tid New Line Cinema, som de også stod i spidsen for, indtil de forlod studiet i 2008. Angiveligt har de betalt for rettighederne til Heavy Rain ud af egen lomme, så det lader altså til at de tror på projektet.
Heavy Rain-spillet har solgt over en million eksemplarer, til trods for dets meget eksperimenterende form, så det burde være til at finde et publikum til den kommende film.