Manden, der om nogen kan betegnes som Xboxens far, Microsofts J Allard, er måske på vej væk fra selskabet. Allards seneste store projekt var den såkaldte Courier tablet-pc, der skabte stor opmærksomhed da den første gang blev vist frem, men som blev droppet tidligere på måneden.
Nu skriver ZDNet at Allard efterfølgende har taget orlov, og at det er tvivlsomt at han vender tilbage til Microsoft.
Udover at være primus motor i lanceringen af både Xbox og Xbox 360, var Allard også en af hovedkræfterne bag iPod-konkurrenten Zune, der dog aldrig er blevet markedsført uden for Nordamerika.