Selvom vi ikke ved meget om det kommende Batman: Arkham Asylum 2, så kan Jokerens endeligt være én af de begivenheder, spillet byder på. Det har Mark Hamill, skuespilleren bag Jokerens stemme (og Luke Skywalker, i øvrigt), antydet, da han siger at spillet vil blive hans sidste optræden i rollen som Batmans nemesis.
På filmfestivallen i Cannes afslørede Hamill, at han i første omgang ikke havde meget fidus til at medvirke i efterfølgeren. "Mit svar til udviklerne omkring fortsættelsen var, at jeg ikke mente vi kunne overgå originalen", sagde han. "Det var så klaustrofobisk. Der var så mange evner som stealth-tilstanden, og alle de ting man kan lave med den nye teknologi. Jeg ville gerne kunne sige at jeg stoppede, mens legen var god".
Rocksteady formåede alligevel at få ham overtalt, men Hamill understreger: "Dette bliver min sidste, det er der ingen tvivl om. Men vi går ud med et brag".
Det kan tolkes som en antydning af, at spillet vil blive Jokerens endeligt, men det vil Hamill ikke kommentere på.