Ingen Brütal Legend 2 på vej

I stedet laver Double Fine fire mindre spil
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2010-07-16

Under Develop-konferencen i Brighton har spildesigneren Tim Schafer fra Double Fine Productions afsløret, at der ikke er en efterfølger på vej til Brütal Legend. Produktionen af spillet var ellers gået i gang, men udgiveren trak sig, og så blev projektet droppet.

I stedet har Double Fine kastet sig over fire mindre spil, fortæller Schafer. I de 10 år som udviklerhuset har eksisteret, har de kun udgivet to spil, så det er nye toner. Schafer kalder den nye tilgang befriende:

"When you only make one game at once, everything about that game defines you ... you are the company that makes that game", siger han. Samtidig betyder de mindre spil at udgiveren er mere risikovillig, da der er færre penge på spil, og derfor kræver færre kompromisser.

Schafer afslørede ikke nogen detaljer om indholdet af de fire spil.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage