I en noget anderledes kampagne lader Epic nu bestemme, om også den tredje Carmine-bror, der bærer navnet Clayton (Anthony og Benjamin mistede livet i de to første Gears of War-spil), skal dele skæbne med sine brødre i Gears of War 3, eller om han får lov til at overleve.
Du kan stemme ved at købe Gears of War 3-trøjer til din avatar med teksten "Save Carmine" eller "Carmine Must Die". Indtægterne fra salget går ubeskåret til Childs Play Charity - en velgørenhedsorganisation, der blev grundlagt af folkene bag Penny Arcade-tegneserien, og hvert år samler ind for at købe legetøj og spil til hospitalsindlagte børn.
De to trøjer bliver tilgængelige den 29. juli, og så kan du altså benytte lejligheden til både at påvirke historien i Gears of War 3, og samtidigt gøre en god gerning. Der er flere oplysninger på den officielle Gears of War-side.
<bild></bild>