Kinect tegner til at blive et hit. I hvert fald hvis man skal tro meldinger fra britiske butikker, der ifølge branchesiden MCV oplever rekordstor interesse i produktet.
Ifølge MCV forventer en unavngiven kæde at modtage en halv million forudbestillinger i Storbritannien inden Kinect lanceres. Samme kæde har opfordret sine butikker til at sikre 10 forudbestillinger om dagen.
Kinect var ellers genstand for kritik fra flere sider, da priserne blev annonceret, da mange mente at enheden var for dyr til for alvor at appellere til et bredt marked.
Men ifølge salgsdirektør Phil Moore fra Grainger Games, har kunderne været meget positive over for prisen. Ifølge Moore er Kinect godt på vej til at blive deres mest forudbestilte produkt nogensinde.