Riot Games udbetaler $10 millioner i forlig i retsag om diskrimination

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2019-12-03

For omkring et år siden slap det ud at en række kvindelige ansatte hos League of Legends-udvikleren Riot Games havde følt sig diskrimenteret, chikaneret og udsat for dårligere arbejdsforhold. Disse kvindelige ansatte påpgede desuden, at studiet faktisk brød med Californiens Equal Pay Act, altså blev de ikke tilbudt de samme lønmuligheder som de ekvivalente mandlige ansatte i virksomheden.

Det kom der en retsag ud af, og nu har Riot Games faktisk indgået forlig, og gået med til at betale $10 millioner til de pågældende ansatte. Som LA Times skriver er det faktisk samtlige kvindelige ansatte der får del i udbetalingen, altså over 1000 kvinder der arbejder for virksomheden. Dog vil størrelsen på udbetalingen naturligvis variere alt efter hvor længe de hver især har arbejdet for Riot.

"We're pleased to have a proposed settlement to fully resolve the class action lawsuit. The settlement is another important step forward, and demonstrates our commitment to living up to our values and to making Riot an inclusive environment for the industry's best talent," siger en talsmand for Riot.

Desuden har Riot tidligere undskyldt for den tilsyneladende systematiske diskrimination der har foregået i årevis, og som blev først beskrevet i en dybdegående artikel ovre hos Kotaku. De har lovet at ændre firmakultur igennem en række initiativer.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage