Quantic Dream findes skyldige i at negligere chikaneramte medarbejdere

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2019-12-04

Sidste år slap der adskillige rapporter ud, der fortalte om mindre end ideelle arbejdsforhold for visse ansatte hos studiet Quantic Dream, der blandt andet har udviklet Heavy Rain og Detroit: Become Human. Adskillige ansatte udtalte anonymt at der var en "toxic work atmosphere", og at en række forskellige chikanesager var blevet sendt til studiets HR-afdeling, uden at der var blevet gjort mere ved nogle af disse.

Disse kilder blev samlet i en række artikler hos diverse franske dagblade, og Quantic Dream-ledelsen, deriblandt instruktør David Cage, benægtede alle anklager, og sagsøgte disse dagblade. Nu har Quantic Dream tabt én af deres igangværende retsager.

Som det er blevet fremlagt på ResetEra har Quantic Dream tabt i den franske Prud'hommes-ret, og er blevet fundet skyldige i at negligere chikanesager, som kvindelige ansatte har indsendt til studiets HR-afdeling. Vi ved ikke præcis hvor mange individuelle sager der er tale om, men retsagen nævner studiets IT-manager, der klagede over at visse ansatte havde photoshoppet den pågældende persons ansigt på diverse nøgne kroppe, og distribueret dem til andre ansatte i virksomheden. Personen skal nu have €5000 af Quantic Dream.

Quantic Dream har stadig to igangværende søgsmål imod de to dagblade Mediapart og LeMonde for at rapportere om disse hændelser, som blandt andet er bygget på vidnesbyrd fra nogle af de mennesker der nu har vundet i Prud'hommes.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage