Ugens PSN-nyheder

Alien Breed, Tomb Raider, Front Mission...
Tekst: Thomas Blichfeldt
Publiceret 2010-09-02

Hvis du vover dig ind i Playstation Network-butikken i denne uge, vil du kunne købe og hente Alien Breed: Impact, en opdateret version af Live Arcade-spillet Alien Breed: Evolution, som i sig selv var en opdatering af Amiga-klassikeren Alien Breed. Masser af våben, rummonstre og mulighed for co-op venter.

Yderligere er det blevet til to store spil i demoform. Først er der RUSE, som er et strategispil med en masse gode ideer og fremtidig understøttelse af Move. Der er også en demo af Platinum Games' Vanquish, et afsindigt skydespil fra folkene der lavede det lige så afsindige Bayonetta.

Af opdateringer findes der nye opgaver til Bioshock 2, nye opdateringer til Red Dead Redemption, flere baner til Tiger Woods 2011, og ekstras til Kane & Lynch 2, Split/Second, Trinity Universe og MAG.

PSP-ejere kan nu også købe Valkyria Chronicles 2 via Playstation Store, og har du stadig mod på mere strategi er PSOne-spillet Front Mission 3 også landet. Til sidst er der også blevet plads til Tomb Raider, som nu ikke er eksklusiv for Playstation Plus-ejere mere.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage