Er der mon HD-udgaver af Splinter Cell- og Prince of Persia-trilogierne fra forrige konsolgeneration? Noget kunne tyde på det.
I sidste måned listede den franske udgave af onlinebutikken Amazon pludselig pakker med HD-udgaver af de to trilogier, og nu er den engelske butik Zavvi hoppet med på vognen.
De tager nemlig imod forudbestillinger af en pakke kaldet Splinter Cell Trilogy: HD Collection, og en kaldet Prince Of Persia Trilogy: HD Collection, begge til PlayStation 3.
Antageligvis vil de to pakker indeholde spillene Splinter Cell, Splinter Cell: Pandora Tomorrow og Splinter Cell: Chaos Theory, henholdsvis Prince of Persia: The Sands of Time, Prince of Persia: The Warrior Within og Prince of Persia: The Two Thrones.
Ifølge Zavvi står Splinter Cell-pakken til at udkomme 26. november, og Prince of Persia-pakken 11. marts.