Bobby Kotick er ude med riven

Hårde ord til EA, Respawn og Schafer
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2010-09-27

Electronic Arts, Call of Duty-flygtningene Vince Zampella og Jason West samt spildesigneren Tim Schafer er nogle af dem, der får et par hårde ord med på vejen af Activision Blizzard-chefen Bobby Kotick i et interview i det seneste nummer af Edge.

Kotick siger blandt andet om EA, der er Activisions største konkurrent, at de kvæler kreativiteten hos deres udviklerhuse og ikke kan tiltrække gode folk på grund af dårlige arbejdsforhold.

"Hovedprincippet i måden vi kører vores firma på er diametralt modsat EA's. EA køber en udvikler, og så bliver den til EA Florida, EA Vancouver, EA New Jersey, whatever. Vi har altid sagt 'ved I hvad? Det vi godt kan lide ved en udvikler er deres kultur, at de har en uafhængig vision, og dét gør dem succesfulde'. Vi har ikke et Activision nogetsomhelst. Hos os hedder det Treyarch, Infinity Ward, Sledgehammer".

Om de tidligere chefer for Call of Duty-skaberne Infinity Ward, Vince Zampella og Jason West, siger Kotick, at han tvivler på at de kan stable en succes på benene igen, og at han føler sig forrådt af dem.

"Det rystede min tiltro til to specifikke folk, der var mine venner. Det frustrerende ved det er, at jeg aldrig ville have forventet at de ville gøre som de gjorde. Vi er et børsnoteret selskab, vi har etiske forpligtelser, og de ting de gjorde... Jeg ville ryge i fængsel for at gøre sådan".

Kotick svarer også igen på kommentarer fra spildesigneren Tim Schafer, hvis Brutal Legend blev droppet af Activision inden EA samlede det op igen. I et interview tidligere på året kaldte han Kotick for "a prick".

"Tim Schafer. Han kommer ud og siger jeg er en skid. Jeg har aldrig mødt ham i mit liv - jeg har aldrig haft noget med ham at gøre. Jeg var aldrig involveret i det projekt han lavede for Vivendi, Brütal Legend, udover at jeg sad med i et møde hvor gutterne så på det og sagde 'han er forsinket, han har misset hver en milepæl, han er over budgettet, og det ser ikke ud til at blive et godt spil. Vi dropper det'".

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage