PlatinumGames har altid en række spændende titler i støbeskeen, og lige nu ved vi blandt andet at de arbejder på Bayonetta 3 og Babylon's Fall, men de har som regel en række forskellige titler under udvikling.
Derfor kan det også være en hel del der er på tale, når studiet siger at de snart vil afsløre noget nyt og spændende. Og netop det har de gjort. I et interview med Inside Games (via VGC) fortæller Kenichi Sato fra Platinum, at de her, "early in the year", vil afsløre nyt om det studiet går og arbejder på.
Dette kan naturligvis betyde nyt om de to spil vi i forvejen kender til, men det kan også være noget helt nyt, såsom et nyt Nier, eller sågar en efterfølger til det uhyre succesfulde Astral Chain.
Hvad håber du på?