Synes du prisen på Nintendo 3DS er lidt krads? Så er det din egen skyld - du kunne bare lade være med at være så begejstret.
I hvert fald har Nintendos chef Satoru Iwata forklaret, at maskinen er prissat ud fra en række faktorer, hvoraf de fleste ikke er nogen han vil ud med. Han har dog nævnt én af dem.
Den overvældende positive reaktion på maskinen på dette års E3-messe, hvor 3DS blev formelt afsløret, har været med til at skubbe prisen op, fortalte Iwata under et analytikermøde. Tyg lidt på den.
På mødet fortalte Iwata også, at beslutningen om at udskyde lanceringen til marts, i stedet for juletid som det oprindeligt var meningen, blev taget for at sikre at der ville være nok maskiner på lager, når de bliver sluppet løs i butikkerne.
Så måske er prisen lidt pebret, men i det mindste kan vi være nogenlunde sikre på at få fat i en til tiden.