Et af de mest kontroversielle emner i spilbranchen det seneste års tid må siges at være introduktionen af Epic Game Store, der godt nok har bragt konkurrence til PC-distributionsmarkedet, men som har gjort det ved at købe eksklusiver fra udviklere, som har vist sig at være en kontroversiel taktik.
Lige meget hvad lader det dog til at have virket, for Epic Games kan nu fremvise ganske imponerende finansresultater for Epic Game Store. Som det fremgår ovre hos GamesIndustry har platformen faktisk hevet $680 millioner hjem siden lanceringen, altså december 2018.
Butikken har over 108 millioner kunder, og den største sællert er naturligvis studiets eget Fortnite, der står for over $400 millioner. Desuden har Epic givetr 73 spil væk gratis på deres platform siden lanceringen, og disse spil er blevet hentet over 200 millioner gange.
Dette program har vist sig at være så succesfuldt, at Epic vil fortsætte med at give gratis spil væk hver eneste uge igennem hele 2020.
De mest populære spil på Epic Game store er World War Z, Satisfactory, Dauntless, Untitled Goose Game, Outer Worlds, Borderlands 3, Metro Exodus, The Division 2, og Control, der alle er eksklusiver.