Det amerikanske aktiemarked summer med rygter og spekulation om at Apple forbereder et storstilet opkøb, og at de blandt andet har øjnene rettet mod EA og Sony.
Apple har for nyligt aflagt et imponerende regnskab, og har for øjeblikket en egenkapital på $51 milliarder og ingen gæld. I den forbindelse sagde Apples chef, Steve Jobs, at firmaet gemmer sine penge til en eller flere "strategiske muligheder" i fremtiden. Eller med andre ord, at de sparer op til noget stort.
Det har sat gang i spekulationerne, for Jobs er sjældent så direkte i sine udmeldinger omkring Apples investeringsplaner.
Finansanalytikere fra Kaufmann Brothers peger blandt andet på Eletronic Arts, Netflix og Facebook som mulige punkter på Apples indkøbsseddel.
Finansmagasinet Barron's antyder også at Apple kunne være ude efter Adobe, Sony eller endda Disney.
Sony har en anslået markedsværdi på $40 milliarder, så Apple har i hvert fald råd.