Microsoft har sagtsøgt Motorola over gebyrene på en række af Motorolas patenter, der berører visse dele af Xbox 360. Ifølge Microsoft har Motorola brudt en kontraktlig forpligtigelse til at give licenser til deres teknologi for en rimelig pris.
Teknologierne er relateret til det trådløse netværk og visse videofunktioner i Xbox 360.
"Motorola har nægtet at forlænge en licens til Microsoft i trit med Motorolas løfter omkring deres patenter", lyder det i stævningen. "I stedet kræver Motorola royalty-betalinger der er aldeles uproportionelle med de royalty-rater, som deres patenter normalt kan indbringe efter enhver rimelig udregning".
Eller sagt på dansk: Motorola har licens på noget teknologi i Xbox 360, og vil nu have mange flere penge for at Microsoft kan bruge den teknologi, end de to parter oprindeligt havde aftalt.
Det er i hvert fald Microsofts påstand. Motorola er selvfølgelig ikke enige, og siger at de har givet Microsoft et "rimeligt tilbud", som de nægtede at tage imod.