Stuntmand hentyder til Grand Theft Auto VI-produktion

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2020-01-28

Selvom Rockstar endnu ikke officielt har løftet sløret for Grand Theft Auto VI, så går vi vist allesammen og tænker at det bare er et spørgsmål om tid, og at produktionen naturligvis allerede er i gang. Men hvornår går spillet så i fuld produktion? Noget kunne tyde på at det enten allerede er sket, eller at det sker snart.

Om ikke andet kan GameRant rapportere, at Tim Neff, en profileret stuntmand i spilbranchen, som tidligere har arbejdet sammen med Rockstar på blandt andet Red Dead Redemption 2, for nylig lagde et nyt billede ud på Instagram.

Her viste han sig selv i Motion Capture-dragt med pistoler i hænderne, og som adskillige fans påpegede lignede de håndvåben fra 80'erne, som er der hvor flere rygter har peget på at Grand Theft Auto VI foregår.

Neff fjernede billedet og gjorde sin profil privat, som vist kun har forstærket påstanden om at billedet henviste til et endnu hemmeligt projekt.

Mon vi snart hører mere om Rockstars planer?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage