Black Ops fortsætter sejrsmarch

Har omsat for $650 millioner
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2010-11-19

Vi ved alle sammen godt at Call of Duty: Black Ops er en dundrende succes, men Activision vil alligevel godt slå budskabet fast med syvtommersøm.

Derfor har de meddelt at spillet, på sine fem første dage i handlen, har omsat for $650 millioner (lidt over kr. 3,5 milliarder), og dermed har slået den tidligere rekord, der blev sat af Modern Warfare 2, med $100 millioner.

Dermed er Call of Duty-serien ifølge Activision den første, der har sat femdagsrekorden for størst omsætning to gange i træk. Vi er dog ikke helt sikre på om andre end Activision og evt Guiness går op i lige netop den rekord.

Samtidigt har Microsoft udsendt den seneste oversigt over Xbox Live-aktivitet, og ikke overraskende har Black Ops vippet Modern Warfare 2 af pinden som det mest spillede spil på tjenesten. Sidstnævnte er dog stadig forrygende populært. og indtager andenpladsen.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage