Ifølge et forumindlæg ovre på fansiden GTPlanet tager installationen af Gran Turismo 5 næsten 50 minutter, og fylder hele 6,4 gigabyte.
Brugeren, der hedder Amar212, har fået fingrene i en retail-udgave af spillet. Ifølge ham advarer spillet om, at installationen kan vare op mod 50 minutter, selvom den på hans maskine kun tog omkring 40.
Det lyder voldsomt, men forhåbentlig er det ventetiden værd. Gran Turismo 5 udkommer i næste uge, og hvis du vil fordrive ventetiden med at læse om spillet, kan du passende tjekke GTPlanets forum, hvor Amar212s tråd er flere kilometer lang. Sådan cirka.