Battle Vs. Chess-detaljer

Næste års strategi- og skak-spil?
Tekst: Lee West
Publiceret 2010-11-30

Når nu folk i nattråden synes, at det er trist, at vi ikke skriver lidt om Battle Vs. Chess, må vi da heller kaste et par ord efter Zuxxez Entertainments skakspil, der udkommer på de fleste tænkelige formater inklusiv mange håndholdte, HD-konsoller, Mac samt Nintendos Wii. Den oprindelige udgivelsesdato hed august 2010, så blev den rykket til november, og lige nu er der tale om en udgivelse i starten af 2011.

Det er ikke fordi vi svømmer i informationer, og udvikleren hjemmeside er også en anelse bar. Den kan du finde på https://www.battlevschess.com.

Der loves mulighed for at kæmpe tilbage inden ens brik bliver fjernet fra brættet, puzzles og action-pakkede dueller hvor kampene flyttes til tredjepersonsperspektiv. Der skulle også være mulighed for at spille en speciel puzzle-udgave af skak, hvor man indenfor en begrænset tidsfrist skal foretage sig så mange træk som muligt, samt en variant der mest af alt leder tankerne hen på Bomberman.

Hvad der ved første øjekast ligner en moderne udgave af Battlechess, kan måske vise sig at indeholde en del flere tiltag end bare animerede skakbrikker. Og muligvis er netop kampene i action-delen, hvad der skal til. Her kan angriberen ikke være sikker på at vinde den angrebne brik, hvis modstanderen er hurtig på aftrækkeren, og således kan man risikere at blive slået tilbage ved angreb.

Om dette vil fungere godt i praksis, får vi forhåbentlig at se næste år, men indtil da er her en god stak billeder at kigge på.

<bild></bild>

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage