Her på Gamereactor gør vi en dyd ud af at orientere jer om mikrotransaktioner i de største spil, både ved at skrive nyheder relateret til dem, samt nævne dem i vores anmeldelser. Men noget kunne tyde på at denne praksis ikke går nogen vegne, for de største udgivere tjener stadig tonsvis af penge på dem hvert eneste kvartal.
Et godt eksempel på dette finder vi i EA's seneste finansrapport, hvor de slog fast præcis hvor stor en del af deres samlede omsætning kommer fra såkaldt "RUS", eller Recurring User Spending, altså salget af mikrotransaktioner i blandt andet Live Service-titler.
Mere specifikt tjente de i Q3 2019-2020, der kørte fra oktober 2019 til december 2019, omtrent $993 millioner. Det er en stigning på 27% sammenlignet med samme periode sidste år. I løbet af hele finansåret tjente de $2.835 milliarder på mikrotransaktioner som i sig selv også er en årlig stigning på 27%.
Det er primært FIFA 20, Madden NFL 20 og Apex Legends der har givet dette boost.