Bare fordi Sega stoppede produktionen af Dreamcast-konsollen for ni år siden, betyder det ikke at fans ikke stadig kan købe nye spil til den. Tyske RedSpotGames bliver nemlig ved med at udgive nye spiloplevelser til den aldrende hardware, og det nyeste hedder Sturmwind.
Sturmwind er som er udviklet af tomands-udvikleren Duranik, og er et skydespil af den slags hvor du tager kontrollen over et rumfly og sender laserdød efter alt hvad der bevæger sig (også kendt som shump). Med 16 forskellige baner, 20 bosser og online highscore lister vil Sturmwind være klar til salg i andet kvartal af 2011, til en pris på 34,95 euro.
Sturmwind ser virkelig ud til at presse de sidste kræfter ud af konsollen, så hvis du mangler lidt skyderi til den Dreamcast du måske har stående på loftet, kan du bestille spillet lige her.
