Oven på den massive succes med Black Ops og den store personaleudvandring fra Infinity Ward tidligere på året, ligger det lige for at konkludere, at Treyarch nu står i spidsen for Call of Duty-serien.
Men ifølge Activisons CEO Eric Hirshberg skal man ikke afskrive Modern Warfare-skaberne endnu. "Det Infinity Ward jeg mødes med i dag er stadig en af verdens mest talentfulde udviklerhuse", siger han. "De har stadig en masse talent og en masse visioner, og hvis jeg lige var vågnet fra et koma, og ikke havde læst nogen pressemeddelelser om Infinity Ward, og bare var taget til mine møder med dem, ville jeg være gået derfra og sagt "de gutter er den ægte vare".
Ikke overraskende har Hirshberg også store roser til Treyarch, som han siger fortsat vil være en central del af Call of Duty-serien. Ligeledes har han stor tiltro til Sledgehammers kommende indspark.
"En hidtil uset mængde talent bidrager til denne serie", siger han.