Ja, de fleste af os har tålmodigt gået og ventet på at Nintendo ville løfte sløret for deres næste store Direct-udsendelse de sidste par uger. Mange rygter har peget i retning af sådan en, som ville byde på et dybere kig på Nintendos planer i 2020. Nu kommer der så en Direct, men dens fokus er lidt smallere.
Nintendo har nemlig afsløret via Twitter, at de i morgen vil udgive en Direct-udsendelse helt og holdent dedikeret til det kommende Animal Crossing: New Horizons, der lander d. 20 marts.
Udsendelsen kommer til at vare cirka 25 minutter, og vil naturligvis byde på masser af gameplay. Den ankommer kl. 15 i morgen.