Dansk butikskæde siger at PlayStation 5 vil koste næsten 7000 kroner

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2020-02-26

For nylig kunne Microsoft langt om længe fortælle lidt mere konkret om Xbox Series X, og vi venter nu lidt på at Sony gør det samme om PlayStation 5. Hvad vi dog endnu ikke ved er hvor dyre disse maskiner bliver, men spørger man én af Danmarks førende butikskæder, så bliver den ret så dyr.

Butikskæden Føtex tager netop nu imod forudbestillinger på PlayStation 5, og det er til en pris på 6989 kroner. Denne pris er tilsyneladende midlertidig, og det er ikke sikkert at Føtex endnu kender til den endelige prissætning, men som estimat står konsollen altså til at blive en del dyrere end eksempelvis PlayStation 4, der fik en dansk start pris på mellem 3290 og 3990 danske kroner.

PlayStation 3 var en del dyrere end sin efterfølger også, men blev sat til salg i mange butikker tilbage i 2007 til cirka 4999 kroner i de fleste store butikker. Der er altså noget af et hop. Desuden anfører Føtex følgende informationer om konsollen.

"Forventet release november 2020 - Understøtter 8K gameplay (afhængig af TV/monitor) - Understøtter 4K ved 120Hz (afhænig af TV/monitor) - Understøtter 4K ved 120Hz (afhænig af TV/monitor) - Bagudkompatibel med PlayStation 4 spil, VR-headset og VR-controllers - AMD CPU (3. gen Ryzen) med 8 kerner (syv-nanometer Zen 2 microchip) - Grafikkort - custom-made Radeon's Navi line med ray-tracing support - 3D audio - SSD harddisk - 4K/UHD drev - 1x controller med Haptic feedback og adaptive triggers"

Vi glæder os til at høre mere konkret information om PS5, og det forventes at ske snarest. Indtil videre er det dog værd at spekulere på hvordan dette prisestimat er blevet udregnet.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage