Der har længe gået rygter om at Raven Softwares næste projekt relaterer sig til Call of Duty, og nu er det mere eller mindre blevet bekræftet.
I et jobopslag på udviklerens webside fremgår det, at de søger en Lead FX Artist til at arbejde på et "etableret konsol-baseret, realistisk førstepersons militær-skydespil". Raven er som bekendt ejet af Activision, og den eneste serie i deres katalog, der passer på den beskrivelse, er Call of Duty.
Raven runder opslaget af med ordene "kom og arbejd med os på vores spændende nye uannoncerede titel", så det lyder altså heller ikke til at de blot pønser på en DLC-pakke til Black Ops eller lignende.
Ravens sidste spil var Singularity, der skuffede salgsmæssigt selvom det var ganske underholdende.