Guerilla Games' succesfulde titel Horizon: Zero Dawn er stadig eksklusivt til PlayStation 4. Rygterne har dog svirret om, at det snart også lander på PC.
Nu har den franske Amazon-tjeneste (via ResetEra) smidt mere brænde på netop det bål. Spillet er nemlig dukket op på deres hjemmeside i en PC-version. Informationen er dog en smule tynd, da siden ikke viser andet end spillets navn, udgiver og platform, så læg ikke alt for meget i det.
Ikke desto mindre er det et interessant opslag. Har Guerilla Games og Sony måske planer om en overraskelse til os i morgen den 28. februar, hvor netop Horizon: Zero Dawn fylder tre år?