Da det stadig var 16bit giganterne der udkæmpede kampene i spilbranchen, var britiske Sensible Software en af de mest populære udviklere, ikke mindst på Amigaen hvor de udviklede og udgav spil som Cannon Fodder og Sensible Soccer.
Lederen af udvikleren hed dengang Jon Hare, og han udvikler i dag stadig spil til blandt andet iPhone, som del af hans nye udvikler Tower Studios. I et nyt interview med Beefjack forklarer han dog, hvorfor han mener en stor del af branchen døde i 1995, og hvorfor det var der forretningsmænd og alskens formere for snyltere begyndte at suge kreativiteten ud af branchen.
I interviewet fortæller Jon Hare blandt andet at Sensible Software selv med otte titler der havde ligget nummer et på salgslisterne, ikke kunne få andre end Warner Games og Virgin til at udgive deres spil, fordi der ikke var noget marked for dem. Han udråber samtidig AppStoren som det bedste der er sket for kreativiteten i spil i lang tid, og siger endvidere at nye spiludviklere i dag har de bedste muligeheder branchen har budt på i lang tid.
Den mest slående udtalelse om spilbranchens stand i dag, sammenlignet med dengang hvor et hold entusiaster kunne starte en verdenssucces i spilbranchen lyder dog:
"Lad mig sige det på denne måde: Jeg tjente flere penge i 1994 og havde det sjovere end jeg har nu."
Om fremtidige projekter fortæller Hare at han overvejer hvordan de gamle Sensible Software-spil som MegaLoMania og Cannon Fodder ville gøre sig på Apples produkter. Samtidig står Tower Studios klar med en opdatering af Speedball 2 (Speedball 2 Evolution) til iOS, Sony Minis, Android og Bada i februar, og så er der ellers flere opdateringer af Bitmap Brothers og Sensible Software på vej.