Capcom har for nyligt udgivet deres iPhone-spil MaXplosion, et platformspil der har lånt mere end bare et par ideer fra Xbox Live-hittet Splosion Man. Faktisk er der så mange ligheder mellem de eksplosive platformspil, at nogen nok vil betegne MaXplosion som decideret plagiat.
Det gør flere af folkene fra Splosion Man-udvikleren Twisted Pixel i hvert fald. Mike Henry skriver blandt andet på sin Twitter: "MaXplosion gameplay-video gør mig ked af det. Hvis man direkte stjæler et spil, burde man i det mindste sætte sig ind i hvad der gør det sjovt". I en senere besked fortsætter han, "det er fint nok at låne, vi gør det hele tiden. Men dét spil er direkte tyveri".
Twisted Pixels topchef Michael Wilford har også udtrykt sin uforbeholdne mening på Twitter, hvor han blandt andet skriver at Capcoms efterligning gør ham sur, og endvidere fortæller at de i sin tid pitchede Splosion Man-spillet til Capcom, der dengang ikke var solgt på ideen.
Wilford skriver også at Twisted Pixel er for små til at gøre noget ved sagen, og at det sikkert er noget Capcom har regnet med, efter hans vurdering.
<bild>MaXplosion</bild>