Efterhånden er det gået op for Hollywood, at der kan være gode penge at hente i at filmatisere store spiluniverser, og derfor ser vi eksempelvis endelig Uncharted-filmen gå i produktion, efterfulgt af en animeret Mario-spillefilm og en Halo-serie på Showtime. Men hvad er der egentlig mest interesse i at se fra den gængse biografgænger?
Det tænkte The Hollywood Reporter og Morning Consult lidt over, og sammensatte derfor en undersøgelse hvor de spurgte 2200 biografgængere på vej ind i mørket, om hvilket spilunivers de helst så filmatiseret.
Og vinderen er Super Mario Bros., der høstede hele 44% interesse, tæt fulgt af Pac-Man, Mario Kart, Donkey Kong og til sidst Grand Theft Auto. Blandt andet Final Fantasy, Halo, Legend of Zelda og Fortnite figurerede også på listen, og du kan se den hele herunder.