Medlemmerne af den exceptionelt dygtige udvikler Valve, var i lang tid store modstandere af PlayStation 3 og Sonys beslutning om at gøre udviklingen til platformen unødvendig kompleks, men det har i den grad ændret sig.
Faktisk har Valve nu udtalt at den bedste konsolversion af det kommende Portal 2 vil kunne spilles på PlayStation 3, og det kan meget vel vise sig at blive sandt. Foruden muligheden for at spille sammen med venner på PC og Mac, vil man nemlig også få en Steam-kode til PC/Mac-versionen af spillet, hvis man køber PlayStation 3-versionen - man får altså to spil for et spils pris.
Vi må nok indrømme at vi uanset dette nye tiltag havde forventet at investere i Portal 2, men Valve bliver ved med at finde på nye måder at gøre købet af deres titler aldeles uimodståelige, og inkluderingen af en Steam-kode er en af de bedste vi har hørt til dato.