Helvede er frosset over! Grise flyver! Hunde og katte bor sammen! Duke Nukem Forever har fået en udgivelsesdato!
Gearbox har meldt ud, at det længe, længe ventede Duke Nukem Forever udkommer i USA den 3. maj, og i resten af verden den 6. maj.
Spillet har været under udvikling i hele 14 år, og har for længst skrevet sig selv ind i rekordbøgerne som det mest forsinkede spil nogensinde. De oprindelige udviklere, 3D Realms, gik næsten konkurs undervejs, og endte med at sælge spillet og alle rettigheder til det videre til Gearbox sidste år.
Men nu er rejsen altså næsten slut. Vi glæder os helt vildt til at se det endelige produkt!