Vi troede egentlig i første omgang at det ville blive ID Software Rage-teknologi (ID Tech 5) der skulle danne teknisk grundlag for The Elder Scrolls V: Skyrim, eftersom begge udviklere nu er ejet af ZeniMax og det angiveligt er meningen af Tech 5 kun skal bruges til udgiverens egne spil, men sådan skulle det ikke være.
I stedet har Bethesda arbejdet løs på deres egen grafikmotor som de kalder "Creation Engine", og selvom den slags er særdeles dyrt at give sig i kast med, er der en plan med det hele, for Skyrim bliver ikke det eneste spil der vil gøre brug af teknologien.
I et interview med VG247 fortæller Bethesdas Peter Hines således at den nye teknologi også skal bruges i fremtidige projekter, og ligesom tanken om et teknisk kompetent Elder Scrolls lyder interessant, synes vi det samme gør sig gældende for et nyt kapitel i Fallout-serien.