Hvis du har tjekket alt hvad der er at tjekke omkring det kommende Marvel vs Capcom 3, vil du måske også huske at Frank West, hovedpersonen fra det første Dead Rising, skulle have været en del af spillet. Det har producer Ryota Niitsuma dog nu fortalt ikke er i planerne mere, i hverfald ikke fra starten.
Det zombietævende fotograf skulle således have budt på mere arbejde end umiddelbart planlagt, og er derfor blevet droppet således at spillet kan udkomme til tiden. Hvorvidt dette betyder en exit for karakteren, eller om han kan dukke op som DLC i fremtiden, er endnu uvist.
Nu vi er ved DLC'en, er en af de figurer der lige nu diskuteres Phoenix Wright, den iltre advokat der gang på gang skriger "Objection!" i Capcoms populære Phoenix Wright-spilserie - Niitsuma vil dog endnu ikke bekræfte noget.
