Sony-overskud på 3 milliarder

Konsolsalg daler, spilsalg stiger
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2011-02-03

Sony har fremlagt deres regnskab for kvartalet, der sluttede den 31. december, og det er pæne tal, de kan vise frem. Networked Products and Services-divisionen, der står for både PlayStation og VAIO-bærbare, kom ud af kvartalet med et overskud på 45,7 milliarder yen, eller 3 milliarder kroner.

Det er over en fordobling i forhold til samme periode året før.

I perioden blev der solgt 6,3 millioner PS3'ere, hvilket er et lille fald i forhold til året før, men nok til at Sony har nået deres salgsmål for finansåret (der stadig har endnu et kvartal tilbage).

Til gengæld har der været en stor stigning i spilsalget. På PS3 er der blevet solgt 57,6 millioner spil, sammenlignet med 29,3 millioner i samme periode sidste år.

Der er også godt gang i PSP: 16,5 millioner solgte spil, sammenlignet med 15 sidste år.

Til gengæld er salget af PlayStation 2-spil mere end halveret, med 5,3 millioner solgte sammenlignet med 11,2 sidste år.

Slet ikke dårligt, samlet set.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage