Vi har hele tiden vidst at planen for Project xCloud var i sidste ende også at fungere fra PC, så det var muligt at streame Xbox-spil fra alle de enheder man ejer, lige fra en smartphone til en desktop. Men er dog ikke helt klart blevet kommunikeret præcis hvordan denne feature ville ankomme. Noget tyder dog på, at Microsoft er ved at klargøre den i disse dage.
Xbox-chefen Phil Spencer er i hvert fald i gang med at teste netop sådan en applikation på PC. Én der er venner med ham på Xbox lagde mærke til for nylig, at han spillede noget der via Xbox Live blev kaldt "Xbox Game Streaming (Test App)", som afvikles via en PC.
Han lagde et billede ud på Reddit, som du kan se herunder, så det lader i hvert fald til at en applikation eksisterer lige nu, og at den bruges til at teste internt. Som regel plejer disse ting først at blive klar, altså at venner kan se ens aktivitet, først kort inden man beder alle om at teste med, så mon ikke snart det er tilfældet?