Det virker nærmest ikke til at Bioware kan gøre noget forkert i dag, men mens vi spændt venter på Dragon Age 2 og Mass Effect 3, er det måske meget godt at huske at det ikke altid har været så nemt for den canadiske udvikler.
Til DICE-arrangementet kunne den ene af udviklerens to grundlæggere, Dr. Greg Zeschuk således fortælle hvordan han engang havde påbegyndt arbejdet på et Kung Fu-rollespil, bygget over Baldurs Gate-formlen. Han og resten af udvikleren, var endda var gået så vidt som til at lave mellemsekvenser og give det navnet "Five Fingers of Death" før han præsenterede spillet til udgiveren Interplay.
Mødet med udgiveren gik dog knapt så godt, og faktisk fortalte Zeschuk at der nærmest blev grint af dem som var de i gang med at fortælle en vittighed, hvilket naturligvis betød at projektet dengang blev droppet. Med denne historie i tankerne, bør man dog lige huske på at det også var Bioware der senere stod bag rollespillet Jade Empire, der godt nok ikke havde meget med Baldurs Gate at gøre, men til den gengæld bød på masser af kampsport og østerlandsk magi.