Det er ikke mange dage siden at Riot Games, udvikleren bag det populære League of Legends, kunne fortælle at aktiemajoriteten i deres firma var blevet købt af den kinesiske online-gigant Tencent, dog med forsikring om at udvikleren stadig ville have kontrol over League of Legends og fremtidige spilprojekter.
Prisen rygtes at have været på $350 millioner, hvilket ikke er helt skidt for den lille indie-udvikler, der startede arbejdet med det populære spil tilbage i 2006, og senere søsatte det online i 2009.
I et nyt interview forsikrer Riot Games' daglige leder Marc Merrill dog fansene om, at Tencents investering kun vil gøre spillet bedre, og tilføjer at den ekstra kapital, udvikleren nu har adgang til, vil give dem større frihed til at ansætte nye folk og tilføje nyt indhold til spillet.