Kommenter og vind DVD
Vi tog vores praktikant igennem skærsilden atter engang, og bad ham fortælle om Assassin's Creed-trilogien og indtrykkene de forskellige spil efterlader.
Læs med her og kommenter på tekstens form og smag og deltag i konkurrencen om en Buried-DVD.
Af Morten Monefeldt - praktikant
Læste du min tidligere artikel omkring spil der mistede charmen , skulle man tro at jeg ikke bryder mig om efterfølgere, og grundlaget for at gå igang med artiklen var også en umiddelbar skuffelse over det tredje Assassin's-spil: Brotherhood. Selv om jeg har været rigtig glad for seriens to første spil fangede Brotherhood nemlig ikke min interesse.
Mest af alt fordi den slet ikke efter min mening indeholdte den magi som gjorde 1'eren til en succes.
Det første spil i serien var under udvikling i en lang periode, og omgivet af meget hemmelighedskræmmeri. Under de første fremvisninger af spillet blev der hurtigt slukket for maskinen hvis spilleren døde, for ikke at afsløre det som de fleste spillere i dag ved. Nemlig at spillet foregår i en nær fremtid hvor forskere har lavet en maskine kaldet The Animus som gør det muligt at gennemleve sine forfædres liv gennem sit DNA. Man tager i en nær fremtid rollen som Desmond, der er fanget hos et stort firma som vil have nogle oplysninger fra hans hukommelse.
Men som sagt, det vidste man ikke noget om tilbage i 2007 da spillet udkom.
Jeg købte spillet som et af de første til min Xbox 360 og blev hurtigt fanget af spillets mystik, ikke alene af den historie som foregår i fremtiden, men især af det der sker når man går ind i hukommelsen. Der spillede man som en meget arrogant master Assassin ved navn Altair, omkring år 1300 i det hellige land. Efter en mislykket mission bliver han degraderet. For at genoprette sin rang sendes han af ordrens leder ud for at dræbe ni personer, som alle har været med at forpeste landet og udøve deres magt på bekostning af borgerne.
Det der stadig fascinerer mig er hvor levende og detaljeret byerne er lavet. Når man bevæger sig rundt i byerne for at samle information om den person man skal dræbe, kan man godt føle det en smule ensformigt. Det bliver holdt sjovt på grund af det spændende le parkour som altid har været seriens varemærke. Det gør det muligt at kravle og springe rundt på byens mange smukke bygninger, her springer spillet over i platformsgenren, og det er ikke altid lige nemt at bestige en høj moske.
Efterhånden som man får dræbt de ni personer bliver det hele mere og mere mystisk og man begynder at stille spørgsmål ved alt. Noget som jeg virkelig savner ved de to nyeste spil i serien.
Her er det meget mere tydeligt hvem fjenden er og hvorfor de skal dræbes. Det fjerner meget af den mystik og tvivl som omgav det første spil.
Hvis du nu sidder og overvejer et af de tre spil og endnu ikke har stiftet bekendtskab med serien, vil du sikkert gerne vide mere om forskellene på spillene, og om hvilket spil, der er det bedste. Men så simpelt er det ikke, for gameplayet varierer en del.
Nu lyder det nok lidt som at jeg kun kunne lide AC1, men det er slet ikke sandheden, men efter det spil har serien bare taget en anden drejning som er mere action-orienteret. I det første Assassins Creed kunne man enten vælge bare at spurte gennem spillet. Eller man kunne klare alle sidemissioner, hjælpe borger der blev plaget af vagter og gå op i alle de høje tårne. I de to efterfølgere er det mere nemt at finde ud af hvad man kan og hvad man bør gøre for at blive bedre. Man bliver altså taget en smule mere i hånden. Det er også mere at lave i spillet efter det i er slut i 2eren og Brotherhood. I 2eren får man fx mulighed for at bygge sin egen lille by og slot om fra en faldefærdig ruin.
I toeren spiller man som Ezio som er langt mere menneskelig og medfølende end Altair på noget tidspunkt var. Så kan man jo stille spørgsmålstegn ved om man vil spille som en assassin som er medfølende? Man føler meget mere at man er på de godes side, især efter man finder ud af at dem som i fremtiden holder Desmond fanget, er efterkommere af de tempelriddere som snigmorderne kæmper mod. Der er slet ikke det element af tvivl som gør det første spil fedt. Til gengæld er gameplayet blevet meget forbedret siden det første spil. Missionerne er især er blevet noget sjovere og der er kommet mange flere af dem. Til gengæld forsvinder den meget stramme historie fra etteren til fordel for resten af spillene som er mere åbent og det er nemt at se formålet med det du laver og man er aldrig i tvivl om hvad der er Ezio mål.
Adventure delen i Assasins Creed føles som om den er på tilbagetog. Der er langt mindre natur at udforske. Det gør at spillet kommer til at føles mere lukket omkring byerne. Især i Brotherhood hvor hele spillet kun foregår i en by kan man godt føle sig lidt indespærret selvom man har en enorm by at udforske. Til gengæld er der kommet mere frihed til at gøre hvad man vil når man vil, og ikke være tvunget ud i ligegyldig mission hvis det ikke er det man har lyst til.
I AC: Brotherhood, følges der op på historien fra toeren. Ligesom det andet spil begynder Brotherhood lige efter at forgængeren slap. Det vil sige at man spiller videre som Ezio som får sit slot smadret da templarne kommer og belejrer det. Det at Brotherhood forsætter hvor 2eren slap, giver en fed fornemmelse af at man aldrig rigtig giver slip på historien.
<bild></bild>
I Brotherhood har man også fået mere magt i Assassin ordnen. Man føler ikke man bare er en menig soldat, men at man er en af lederne og at ens karakter har indflydelse på spillet. Selv om der ikke kommer nogen steder hvor man kan træffe valg som ændrer storyline særligt.
Desværre er historien i Brotherhood efter min mening ligegyldig. Ubisoft kunne sagtens have lavet 3'eren uden at jeg ville side og tænke på hvad der var sket med Ezio. Derfor er Brotherhood efter min mening et ligegyldigt spil, og den sideløbende historie i fremtiden med Desmond kunne lige så godt fortælles i 3eren. Man skal kun købe fordi man synes spillet er sjovt. Hvis man har spillet toeren og ikke har noget stort behov for at spille mere, er det i værtfald ikke et must.
Men det skal siges at Brotherhood er et rigtig godt spil at starte med, hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med serien. Bla. fordi at spillet giver en kort instruktion af hvad der var sket i de forrige spil, og fordi spillet er noget lettere at gå til end fx det første spil. Det giver stor frihed, masser af indhold og et sjovt gameplay. Desværre mangler den nogle af grundstenene fra det første spil.
Hvis man har penge, kan det anbefales at købe alle tre spil og så spille dem så meget i træk som man kan holde ud. De har nemlig en god historie som forsætter gennem alle tre spil.