Vi vidste vist godt allesammen at Animal Crossing: New Horizons ville gå hen og blive et stort hit, seriens fanskare verden over taget i betragtning. Men det er nu alligevel overraskende at spillet tilsyneladende har slået rekorder verden over, som det tyder på at det har.
Allerede nu begynder der så småt at dukke indikationer op der hentyder til, at henover weekenden har spillet solgt adskillige, hvis ikke mange millioner eksemplarer. Faktisk kan 4Gamer rapportere, at spillet angiveligt er den største lancering af noget Switch-spil på det japanske marked til dato.
Det betyder at spillet altså slår Pokémon Sword/Shield med 1.36 millioner solgte eksemplarer i landet, og Super Smash Bros. Ultimate med 1.30 millioner solgte eksemplarer.
De officielle salgstal kommer enten i dag eller i morgen, og så bliver vi lidt klogere. Indtil videre lader det dog til at Nintendo har gjort et godt stykke arbejde.