Udvikleren Havok, hvis fysik-systemer bliver brugt i mange flere spil end der er plads til at nævne her, meddeler at de har åbnet en afdeling i København. Den nye afdeling ledes af Thomas Jakobsen, der tidligere har arbejdet med fysik og pathfinding hos Hitman-udvikleren IO Interactive.
Med det nye kontor i København har Havok i alt seks afdelinger verden over. Direktør David Coghlan siger at København-afdelingen vil være et knudepunkt for udvikling og forskning.
Havok laver ikke selv spil, men bygger animations- og fysiksystemer som andre spiludviklere kan benytte. Havoks produkter er blandt andet blevet brugt i Battlefield, Halo, Star Wars: The Force Unleashed, og mange, mange andre. De søger i øvrigt nye folk.