Vi ved naturligvis allerede at Bioware lige nu arbejder på Dragon Age 4, og tidligere har deres diverse jobopslag også været ganske ærlige omkring om det var dette projekt man skulle arbejde på. Netop derfor slog vi øjnene lidt op, da et nyt opslag tilsyneladende nævner et nyt mystisk projekt.
For nylig slog Bioware et opslag op for en Technical Director via deres hjemmeside, og her stod der hverken Dragon Age 4 eller Anthem, men snarere "one of BioWare's most prestigious franchises."
Tidligere har Bioware selv talt om en fortsættelse i Mass Effect-serien, men har ikke officielt bekræftet noget endnu - desuden har tidligere rygter også peget på mulige fortsættelse i enten Jade Empire- eller sågar Knights of the Old Repubic-serierne, dog er den sidstnævnte blevet skudt ned af Jason Schreier.
Vi kan ikke med sikkerhed vide hvad der er tale om, men noget tyder dog på at spillet er i et meget tidligt udviklingsstadie, da Directors normalt er noget af det første man finder.