Hvis du var fan af de enorme onlinekampe i Resistance: Fall of Man og Resistance 2, der lod op til henholdsvis 40 og 60 spillere kæmpe mod hinanden, så bliver du nok skuffet nu.
Insomniac har nemlig løftet sløret for hvor mange spillere, der kan deltage i en onlinekamp i det kommende Resistance 3, og tallet er noget lavere end hos forgængerne. Spillet vil have en grænse på 16 spillere.
"Men bare rolig", skriver Insomniac på den officielle PlayStation EU-blog, "vores største motivation, da vi skulle lægge os fast på det nye spillertal, var de mange sjove stunder vi og communityet har haft på baner som Busyard og Rooftops i RFOM, såvel som Bayou House og San Francisco-banerne i R2".
Insomniac lover desuden et meget dybt progressionssystem, hvor man kan låse op for nye evner og opgradere dem undervejs. Der er planlagt en multiplayer-beta senere på året. Du kan se en stak nye billeder nedenfor.
