Sony er kommet med et lille PS til den oversigt over kommende PlayStation Plus-guf, de udgav i går, og der er lækkerier i vente: Plus-brugere får adgang til demoen af Mortal Kombat onsdag den 9. marts, en uge før alle andre.
Demoen indeholder fire af spillets figurer, nemlig Scorpion, Sub-Zero, Johnny Cage og Mileena, komplet med fatalities og X-ray-angreb. Der er to baner, The Pit og The Living Forest, og man kan spille både alene eller mod en ven, både i 2D og i 3D. Af en demo at være lyder det ret udførligt, synes vi.
Demoen udkommer som sagt for almindelige PlayStation-ejere den 16. marts. Om der også kommer en Xbox-udgave af demoen, ved vi ikke endnu.