Infinity Ward meddeler at de er på vej med en patch til deres Call of Duty: Modern Warfare 2, der skal sætte en stopper for problemer med snyd og hacking. Patchen lander på PlayStation 3 allerede i morgen, mens der ikke er noget nøjagtigt tidspunkt for PC- og Xbox 360-udgaverne endnu.
Især PS3-udgaven af spillet har været hårdt plaget af snyd, siden den grundliggende sikkerhed i PlayStation 3-maskinen blev knækket i starten af året. IW har tidligere fortalt hvordan de har været magtesløse med hensyn til at stoppe snyderiet, men den seneste sikkerhedsopdatering fra Sony har åbenbart gjort det muligt igen.
Patchen retter desuden et exploit i banen Fuel, hvor det har været muligt at gemme sig inden i en klippe i udkanten af banen.