Bethesda og Human Head Studios har løftet sløret for deres kommende Prey 2. Spillet har været undervejs i noget tid, og er sågar blevet droppet helt, men nu vender spillet altså tilbage med ny udgiver.
Prey 2 byder på en åben spilverden bygget på teknologi fra Id Software - udviklerne har dog været hurtige til at slå fast, at spillet ikke benytter Id Tech 5-motoren, der driver Ids eget Rage.
Bethesdas ejer ZeniMax købte rettighederne til Prey fra 2K Games for nogle år siden. Udgiveren slår i øvrigt fast, at Prey 2 er et helt nyt projekt, og ikke en fortsættelse af det Prey 2, der blev omtalt tilbage i 2008.
Prey 2 står til at udkomme i 2012. Forvent flere detaljer om spillet snart.